Onsdag d. 1. maj 2024 tiltræder Mads Skjoldby som administrerende direktør for det landsdækkende køkkenfirma Vordingborg Køkkenet.
Mads Skjoldby er uddannet cand.merc.emf. og har siden 2002 været ansat i Vordingborg Køkkenet – først som marketingchef og siden 2007 som salgs- og marketingchef. Han kommer dermed med en masse erfaring og viden om køkkenfirmaets kultur og forretningsgang.
Det har været afgørende for bestyrelsen at finde en direktør, der kan videreudvikle Vordingborg Køkkenet i den rigtige retning. Bestyrelsen glæder sig til det fortsatte samarbejde og har fuld tiltro til, at Mads Skjoldby er den helt rigtige til jobbet, da han gennem mange år har været med til at bygge Vordingborg Køkkenet op til at have sin nuværende markedsposition som det tredjestørste køkkenfirma i Danmark.
- “Vi i bestyrelsen har et godt, stærkt samarbejde med Mads, og vi ser Mads’ indtrædelse som adm. dir. som en produktiv styrkelse af virksomheden” udtaler bestyrelsesformand Kim G. Jacobsen.
Siden efteråret 2023 har virksomhedens koncern CEO Kim Gottenborg Jacobsen været indtrådt som konstitueret adm. direktør. Kim G. Jacobsen genoptager sit tidligere virke som bestyrelsesformand og koncern CEO i Vordingborg Køkkenet og vil fortsat have sin daglige gang på hovedkontoret i Vordingborg i tæt samarbejde med Mads Skjoldby.
Vordingborg Køkkenet blev stiftet i 1963 og er i dag en familieejet kapitalkæde med 26 butikker fordelt i hele Danmark.
Ved spørgsmål - kontakt denne mail: presse@vordingborg.com