Igennem et længere forløb har Vordingborg Køkkenet været i dialog med en kunde i Nordjylland, der klagede over, at et antal køkkenlågers kanter boblede op efter længere tids brug.
Sagen har været til skønsmand og været forbi Byggeriets Ankenævn, hvorefter kunden ønskede at afprøve sagen i retten. Som et forlig mellem parterne har Vordingborg Køkkenet indvilget i at afslutte sagen med at betale kunden 130.000 kr.
”Det er en ærgerlig sag for alle parter. Vi leverer mere end 10.000 køkkener til danskerne hvert år, og det er ikke et problem vi normalt ser”, siger direktør Hjalmar Skovholm Hansen.
De omtalte låger produceres under streng kvalitetskontrol i Tyskland. Alene til det danske marked, produceres der ca. 15.000 låger årligt af denne type. Derfor er det også en usædvanlig sag for Vordingborg Køkkenet, der mener, at udfordringen med kundens køkkenlåger skyldes forkert pleje:
”Sagen viser, hvor vigtigt det er, at alle, der får leveret et nyt køkken, omhyggeligt følger vejledningen til, hvordan låger, bordplader osv. rengøres. Vi har allerede valgt at præcisere passager i vores rengøringsvejledninger, så det bliver endnu mere tydeligt, hvilke vandmængder materialerne kan tåle og hvilke rengøringsmidler, vi anbefaler”.
Fakta:
- Vordingborg Køkkenet leverer og installerer mere end 10.000 køkkener hos danskerne årligt
- Der produceres årligt ca. en million stk. af den type låge som den aktuelle sag handler om til levering i 64 lande
- Vordingborg Køkkenet får leveret køkkener af det tyske firma Nobilia, der er verdens største producent af køkkener, og som producerer 830.000 køkkener om året.